DHI udfører sundhedsmæssige vurderinger i forbindelse med godkendelse og certificering af plastmaterialer til drikkevandsinstallationer.
Vurdering af drikkevandsinstallationer
Produkter, der er fremstillet af polymere materialer (f.eks. plast og gummi), og som skal anvendes i vandforsyningsnettet, skal godkendes og vurderes for afgivelse af sundhedsskadelige stoffer, før de må sælges i Danmark. Også produkter som drikkevandskølere eller amerikanske køleskabe med isbokse skal godkendes.
I forbindelse med godkendelse af standardiserede PVC og PE rør og fittings, armaturer m.m. stilles der bl.a. krav om sundhedsmæssig vurdering. Det betyder, at produktet skal vurderes for afgivelse af kemiske stoffer samt lugt og smag til drikkevandet.
Certificering
To instanser kan udstede certifikat for godkendelse af produkter, der er beregnet til kontakt med drikkevand:
- Dansk Standard udsteder DS-certificeringslicenser for standardiserede produkter
- ETA-Danmark udsteder VA-godkendelser for produkter, der ikke er fælles normer for, f.eks. PEX-rør, kompositrør, isterningmaskiner, drikke- og vandbehandlingsanlæg m.m.
Hvad enten der er tale om en DS-certificeringslicens eller en VA-godkendelse, skal man have foretaget en sundhedsmæssig vurdering af produktet.
DHI tilbyder
- At foretage den sundhedsmæssige vurdering af produkter til drikkevandskontakt
- At udarbejde forslag til testprogram
- At vurdere testresultaterne
Test
Normalt skal produktet afprøves for afgivelse af smag, lugt og TOC (Total Organic Carbon) til drikkevandet.
Produkter fremstillet af farvet gummi eller andre materialer, der kan påvirke vandets klarhed, prøves tillige for turbiditet (uklarhed).
Desuden testes produktet for afgivelse af stoffer, der kan være specielt problematiske. Det kan f.eks. være:
- phthalater fra blødgørere
- PAH for anvendelse af det sorte farvestof "carbon black"
- nedbrydningsprodukter, f.eks. phenoler, der kan stamme fra de anvendte antioxidanter
Ved specielle produkter kan der være særlige forhold at tage hensyn til.